Presserum
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!

Forældre fra Fyn tager ansvar for at knække kurven

Af Alexander Elverlund Foto: Jan Christensen

Forældre til U14-pigerne i Næsby Håndbold på Fyn har startet en indsamling. De vil sende deres døtre på træningslejr til La Santa Sport som gulerod for at fortsætte i håndboldklubben.

En tirsdag aften i maj er 10 piger og 13 voksne mødt op på Vestfyens Bryggeri ved Assens. Forude venter tre timers arbejde med at blande og stable ølflasker på paller. Pigerne er håndboldspillere i Næsby Håndbold, og de voksne er deres forældre. De skal i løbet af aftenen stable så mange europapaller som muligt og for hver fyldte palle, tjener de et beløb. Siden december 2014 har forældrene og pigerne samlet penge ind til en træningstur til La Santa Sport i sommeren 2016. Det er forældrene til de 13-14-årige piger, der er bagmændene til indsamlingen, og målet er at nå 180.000 kroner.

”Vi vil gerne have, at vores piger bliver ved med at spille håndbold, når de bliver U16, så træningsturen er en slags gulerod,” fortæller Bo Sørensen, der er far til Johanne Urhhammer og en af idémagerne bag projektet.

”Jeg vil gerne undgå, at min datter stiller sig ind på Banegården og drikker øl og ryger cigaretter. Derfor vil jeg gerne bakke op om hendes sport, og ved at starte indsamlingen til en træningstur giver vi som forældre et skulderklap for, at de gider at træne håndbold,” siger Bo Sørensen, der i december 2014 indkaldte alle forældrene til et møde, hvor han sammen med pigernes træner præsenterede ideen om at samle penge ind via et månedligt kontingent på 85 kroner pr. spiller, sponsorater, fælles arbejdsdage og evt. slutbetaling.

”Der var udelukkende positive reaktioner fra forældrene, og så gik vi bare i gang. Min filosofi er, at hvis man får en god idé, skal man jagte den. Den dårligste idé er den, der aldrig bliver foreslået,” lyder det fra Bo Sørensen.

Der er også begejstring over projektet blandt spillerne.
”Det er fedt, at vores forældre vil samle ind til os. Jeg tror, at det bliver en rigtig god tur, hvor vi skal have det rigtig sjovt sammen som holdkammerater,” lyder det fra 13-årige Pauline Wiingreen, der var med til at knokle på bryggeriet.

13 forældre og 10 piger kunne på tre timer på Vestfyens Bryggeri tjene 4880 kroner. Pengene går til en træningstur til La Santa Sport i 2016.

Gamle juletræer er penge værd
Forældrene tænker kreativt, når de skal tjene penge til træningslejren, og ingen arbejdsopgaver er for små eller store. Efter jul blev der sendt en seddel ud til byens borgere med et tilbud om at få fjernet deres juletræ for 25 kroner. Det eneste man skulle gøre, var at smide sit gamle juletræ ud til vejen sammen med en plasticpose med penge og sende en sms med sin adresse til indsamlingsholdet. Forældre og spillere kørte rundt i byen med en trailer og samlede gamle juletræer ind. Det indbragte hele 6130 kroner til projektet.

Ifølge Bo Sørensen har forældre også et ansvar for, at deres børn ikke vælger håndbolden fra.
”Jeg er sikker på, at pigerne er glade for forældrenes opbakning. Jeg mener, at vi som forældre har et ansvar for at engagere os og vise, at håndboldhallen ikke bare et sted, vi parkerer vores børn,” siger han.

Arbejdsdagen på Vestfyens Bryggeri indbragte 4880 kroner, og det bringer det hidtil indsamlede beløb op på cirka 65.000 kroner.

Projektet kort
- To U14-pigehold (25 piger) og deres trænere fra Næsby Håndbold skal på træningslejr
- Turen går til La Santa Sport i uge 32 i 2016
- La Santa Sport er et ferie- og sportscenter på den spanske ø Lanzarote
- Turen vil byde på en masse træning, hygge og socialt samvær
- Der skal samles 180.000 kroner ind
- Pengene kommer fra sponsorater, fælles arbejdsdage og egenbetaling
- Indsamlingen har fået navnet ”Knæk Kurven” - stærkt inspireret af DHF’s projekt med samme navn
- Der er stort frafald blandt unge håndboldspillere, og træningslejren er en gulerod for at fastholde pigerne i håndboldklubben

Denne artikel er tagget med følgende interesseområder:

Læs flere spændende artikler

Vælg forbund

Luk