Presserum
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!

Klubinitiativ tiltrækker medlemmer

Tekst Maria Bach. Foto: Gødvad GIF

En lille klub nær Silkeborg samler lokalsamfundet og booster medlemstallet med aktiviteter lidt udover det sædvanlige. Det er en kæmpe succes for klubben, som efterhånden ikke er så lille endda.

Håndboldens Uge, Håndboldens Dag, Håndboldkaravanen, Håndboldskole. Der er ingen grænser for, hvad der bliver sat gang i af forskellige aktiviteter i Gødvad GIF.

”U10 gik fra at være 22 i foråret 2015. Så blev de pludselig 32. Så 42. Og nu er de 52,” fortæller Ivan Michaelsen, formand i Gødvad GIF.

Det er blandt andet aktivitetstiltag som Håndboldens Uge med mere end 500 deltagende børn, som har givet vokseværk i den driftige klub.

Pil nallerne, bestyrelse

Tre bestyrelsesmedlemmer er træneransvarlige på hver deres årgang, men derudover er bestyrelsen kun med i planlægningen af Håndboldskoler og få events. Ellers er det holdene, som står for langt de fleste aktiviteter.

”Det giver frihed til at skabe sine egne initiativer, og en anden motivation og engagement fra trænere, spillere og forældre,” fortæller formanden.

Som en motivation til at snuppe frivillige opgaver før andre har klubben én fast regel. Det økonomiske incitament skal også gælde det enkelte hold.

”Eksempelvis kan det være U10-holdet, som har ansvar for afslutningsfesten. Alt overskuddet går til klubben, som til gengæld indbetaler et beløb fastlagt fra en fordelingsnøgle til det hold, som påtager sig opgaven,” forklarer Ivan Michaelsen. 

Konceptet kaldes 'Pengene bliver på holdet' og det har gjort en stor betydning. 

'Tidligere havde vi enormt svært ved at skaffe frivillige, men i dag oplever vi masser af frivillige, når de kan se, at pengene går til deres eget hold. Det virker meget mere motiverende at deltage i de indtægtsgivende aktiviteter på den måde,' fortæller Claus Strib, kasserer i Gødvad GIF. 

75 til 100 procent af indtægten går til holdet. Men det er ikke alle, som er økonomisk motiveret af det arbejde, de lægger i klubben. 

Tænker stort – og moderne

Når nye medlemmer starter i klubben er det vigtigt at fastholde dem. Her anser klubben trænerne som et centralt element. Trænerne får ikke løn, men til gengæld har klubben investeret og ansat en coach.

”Jeg får næsten tårer i øjnene, når jeg tænker på, hvor dygtige trænere vi har. Men vi kan alle blive bedre. Vi tilbyder kurser konstant til vores trænere. De nye trænere kommer for at få en god basisuddannelse og sammenholdet. Det er vigtigt for os, at det er et sammentømret trænerteam,” fortæller den driftige frontmand i klubben.

Som et ekstra element til træningen tilbydes spillerne specialtræning på tværs af hold og alder. Det er eksempelvis træning specifikt for stregspillere, bagspillere, forsvarsspillere eller målmænd. Men det er ikke kun for at gøre spillerne bedre.

”Klubben skal ikke være det nye BSV. Vi satser ikke på at få et elitehold i landets bedste række. Vi kæmper for at skabe et fællesskab med konstant udvikling, aktiviteter og plads til alle,” forsikrer formanden.

Håndboldens Dag i Gødvad GIF er et selvopfundet koncept, hvor en lørdag udsendes en åben invitation til alle, som har lyst til at komme og prøve kræfter med håndbolden. Årets udgave bød blandt andet på tale fra borgmesteren, som du finder et link til nederst på siden. 

Kontingentfastholdelse og vendepunkt

I december 2015 stod bestyrelsen i Gødvad kun et par medlemmer høj. Sygdom og afgang betød tomme stole om det runde bord og stilstand i medlemstallet.

Men i stedet for at sætte kontingentet ned og tiltrække og fastholde medlemmer med et par ekstra sedler i pungen, ville en stemme det anderledes til generalforsamlingen.

”Vi fastholder kontingentet, kommunikerer i stedet kommunale støtteordninger og tilbyder de første tre måneder gratis til alle deltagere i Håndboldkaravanen,” fortæller formanden om de nye tanker i klubben.

15 spillere har efter seneste Håndboldkaravane benyttet sig af de tre gratis måneder. Klubben har i alt oplevet en medlemsfremgang på 70 spillere fordelt på alle årgange i efteråret 2016.

Specielt på de mindste årgange har den jyske klub oplevet en medlemsfremgang det seneste år via de nye tiltag.U-10 er eksempelvis vokset fra 50 til 70 spillere på to år. 

De officielle medlemstal i Gødvad GIF
  • 2014: 238
  • 2015: 299
  • 2016: +300

De officielle medlemstal stemmer ikke helt overens med klubbens egen registrering, hvor stigningen i antallet af medlemmer ikke er helt ny.

'Medlemstallene har været støt stigende de seneste fire år,' fortæller Claus Strib, kasserer og bestyrelsesmedlem i Gødvad GIF.  

Håndboldens Uge
  • Håndboldens Uge er et tiltag, som klubben selv har fundet på. Det indebærer bl.a. Håndboldkaravanen for folkeskoleelever og slutter af med Håndboldens Dag, som er åbent for alle.
  • Flere end 500 gæstede Håndboldens Dag i Gødvad GIF

Blandt de mange fremmødte til Håndboldens Dag var Silkeborgs Borgmester, som indledte dagen med  rosende ord til foreningen samt et par kommentarer til klubbens øvrige aktiviteter.

Borgmester Steen Vindums ord til Gødvad GIF 

Gødvad GIF gør meget for integrationen i lokalsamfundet, og har blandt andet bidraget positivt til, at Serkan Teksen fik ændret sit liv på grund af håndbold.

Personlig fortælling: Serkan Teksen

Tidligere i Magasinet Håndbold

Nye håndboldkoncepter giver plus på medlemskontoenForældre fra Fyn tager ansvar for at knække kurvenErritsø Håndbold scorer nye medlemmer på håndboldkaravanen

Enkelte fakta er redigeret fredag den 07.10.2016 kl. 16.20 efter opfølgende samtale med Claus Strib, kasserer og bestyrelsesmedlem i Gødvad GIF. Artiklen er offentliggjort den 07.10.2016 kl. 14.00.

En lille klub nær Silkeborg samler lokalsamfundet og booster medlemstallet med aktiviteter lidt udover det sædvanlige. Det er en kæmpe succes for klubben, som efterhånden ikke er så lille endda.

Denne artikel er tagget med følgende interesseområder:

Læs flere spændende artikler

Vælg forbund

Luk