Presserum
Del

Beach Handball er populært som aldrig før

Skrevet af Frederik G. Schmidt
22. aug 2017Kl. 00:00

2017 har på alle måder været et rekordår for Beach Handball. Aldrig har så mange spillere kombineret sand og håndbold, hvilket kan mærkes i klubber landet over.


2.503 hold tilmeldte sig i 2017 Beach Handball. Det er det højest registrerede antal nogensinde siden de første målinger tilbage i 2004. Stigningen i tilmeldte hold er en landsdækkende tendens, hvor samtlige distriktsforbund under Dansk Håndbold Forbund oplever fremgang på banerne med sand siden sidste år:

• Jysk Håndbold Forbund har en tilgang på 121hold
• Fyns Håndbold Forbund har en tilgang på 16 hold
• Håndbold Region Øst har en tilgang på 99 hold

Den nye opgørelse glæder Beach-konsulent i DHF, Christian Køhler, der ikke betvivler Beach Handballs kvaliteter:

”Jeg er selvfølgelig rigtig glad for tallene. Beach Handball er et fedt produkt, hvilket den seneste opgørelse på holdtilmeldinger viser med al tydelighed. Vi har haft mere end 15.000 spillere i sandet i denne sæson, hvor vi har fået mange positive tilbagemeldinger. Det skyldes nok, at Beach Handball har fokus på leg og kreativitet, der går hånd i hånd med håndboldens andre gode værdier,” fortæller Christian Køhler.

Fuldt booket
Hos klubberne kan de også mærke fremgangen i tilmeldinger til Beach Handball. I JHF’s kreds 8 har man ikke flere tilmeldte hold i år, men det er der en god grund til. Der er simpelthen ikke plads til flere.

”Vi har ramt max-kapaciteten i denne sæson. Det skyldes en stærk frivillig ånd i foreningerne, der gør det muligt for så mange at spille Beach Handball. Det er også den samme ånd, vi ser under vores stævner, hvor det emmer af glæde fra spillere, dommere, tilskuere og frivillige. Vi håber at kunne få flere baner stillet til rådighed i de kommende sæsoner, så endnu flere kan opleve de fede weekender i sandet, ” siger konsulent i Jysk Håndbold Forbunds kreds 8, Carsten Glejbjerg.

Afledte effekter
Beach Handball skaber dog ikke kun god stemning blandt deltagere. De mange weekender i sandet udvider kalenderen for håndbolden og får håndboldfamilien til at vokse.

”Beach Handball forlænger håndboldsæsonen, hvor du ellers er begrænset til vintersæsonen i hallen. Her har du mulighed for at bevare det gode fællesskab med dine holdkammerater – bare i andre rammer men stadig med håndbolden i hånden. Stævnerne er derfor med til at fastholde spillere men tiltrækker også nye spillere og dommere, der kan få en blød start på håndboldtilværelsen, inden det går løs i hallerne ved sæsonstart,” forklarer Christian Køhler, der samtidig spår en lys fremtid for den alternative form for håndbold:

Jeg synes, at der er et enormt potentiale for Beach Handball. Vi er bestemt ikke i mål endnu, men jeg er overbevist om, at det vokser sig endnu større i fremtiden.”

Læs også Magasinet Håndbolds historie, der har fokus på de fysiologiske fordele ved håndbold i sand:
Start sæsonen med et sandt forspring 

Vælg forbund

Luk