Presserum
Del

Fælles opgave i at stoppe de mange protester over dommerkendelser i dansk håndbold

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
23. aug 2017Kl. 00:00

Efter en klar opfordring fra DHF’s politiske top har repræsentanter fra eliteklubberne, trænerne, spillerne, divisionsforeningen, dommerne og elitedommerudvalget haft et møde med den dagsorden at drøfte, hvordan man kan komme de mange protester over dommerkendelser til livs i den kommende sæson.

 
Uroen i kampene har medført mange unødvendige spilstop og har generelt ikke været til gavn for håndbolden. På den baggrund har man fra den kommende sæson besluttet at have øget fokus på protester over dommerkendelser.

Det blev aftalt, at et afbalanceret udbrud i umiddelbar tilknytning til en dommerkendelse eller indgriben fra kampens observatør er ok. Gentagne og fortsatte protester såvel verbale som nonverbale vil herefter blive straffet jf. de sanktionsmuligheder, som allerede findes i spillereglerne. Aftalen betyder også, at det ikke accepteres, at holdofficial fx står med hævet arm uden at sige noget for at lægge pres på dommerne og få dem til at dømme passivt spil.

Bjarne Munk Jensen, der er formand for Elitedommerudvalgt i DHF, er glad for den aftale, der er blevet enighed om. Men han forsikrer også, at luften ikke bliver taget ud af spillet: ”Håndbold handler i høj grad om følelser, og det skal der være plads til. Derfor er det selvfølgelig helt okay med udbrud over en kendelse. Men hvis brokken fortsætter, eller hvis den er meget voldsom, så skal der falde en straf. Det kan fx være en påtale, en advarsel eller en udvisning,” siger Bjarne Munk Jensen.

Den øgede fokus vil allerede være gældende fra i aften, hvor den danske håndboldsæson åbnes med 1/8-finalerne i Santander Cup.

Vælg forbund

Luk